Portræt af Martin Christensen fra IVN
I en tid, hvor iværksættere skal navigere i en usikkerhed af krig, efterskælv fra covid-19 og frygt for recession, har vi snakket med en iværksætter, der tror på, at ægte succes opnås gennem samarbejde og fællesskaber.
Han hedder Martin Christensen, startede sin karriere som klejnsmed og driver i dag Danmarks største netværk for iværksættere Facebook gruppen IVN med over 115.000 medlemmer, sammen med Lasse Bo Jensen.
Martins historie er en fortælling om, hvordan det at lytte, mere end man taler, kan føre til både menneskelig og forretningsmæssig succes.
En opvækst langt fra de glimtende iværksættermiljøer
Som med mange andre iværksættere har Martins vej til succes ikke været snorlige. For ham startede iværksætterrejsen langt fra de glimtende iværksættermiljøer, vi ser spire i storbyerne.
“Jeg voksede op i en lille landsby og gik på en folkeskole i udkanten, hvor jeg aldrig følte mig helt tilpas," fortæller Martin.
Følelsen af at være en outsider formede hans tidlige år og blev fundamentet for hans karriere. "Mange iværksættere jeg kender, inklusive mig selv, har ikke passet ind i de traditionelle rammer."
Broen til fællesskab og samarbejde
Martin var ikke alene med sin følelse af ikke at passe ind, og det blev katalysatoren til at skabe et fællesskab, hvor ligesindede kunne samles.
Efter at have startet og drevet et vikarbureau for freelancere siden 1995, syntes han, at der manglede et samlingspunkt for iværksættere, der sad med samme følelse som ham. I år 1998, hvor Facebook endnu ikke havde gjort sit indtog i Danmark, startede han sit eget sted.
“I 1998 åbnede jeg iværksætterhuset. På det tidspunkt var konceptet stadig nyt, men jeg så potentialet i at bringe mennesker sammen efter at have set lignende i Paris og Berlin," siger Martin.
Facebook-gruppen, Iværksætternetværk: En digital forlængelse af fællesskabet
Iværksætterhuset blev hurtigt et centralt mødested for håbefulde iværksættere og I takt med, at teknologien udviklede sig, så Martin en mulighed for at udvide det fysiske netværk digitalt.
“Oprindeligt var Facebook-gruppen bare et lille eksperiment, som en praktikant stod for. Men det varede ikke længe, før der var 5.000-6.000 medlemmer i gruppen, og jeg overtog projektet”, forklarer han.
Sidenhen er gruppen vokset til mere end 115.000 medlemmer - og med mere end 35.000 daglige aktive. Det, der startede som et praktikantprojekt, var blevet til et centralt samlested og ressource for iværksættere i hele landet.
Det handler om at skabe motiverende miljøer
At gå fra et praktikantprojekt til et af Danmarks største netværk for iværksættere sker ikke tilfældigt. Med mere end 25 daglige opslag, der hver får mere end 40 kommentarer, summer det af liv på IVN.
"Det handler om at skabe et miljø, hvor folk føler sig motiverede til at dele og innovere," siger Martin. Hans tilgang har altid været at lytte mere end at tale, hvilket har hjulpet ham med en dybere forståelse af, hvad hans netværk har brug for.
“Vores netværksgrupper vokser stadig. Vi fokuserer på at facilitere dybere forbindelser og mere meningsfuldt samarbejde mellem medlemmerne," forklarer han. Han ser en stigende tendens til, at iværksættere søger fællesskaber, der kan tilbyde mere end bare netværksmuligheder – de søger seriøse partnerskaber og støtte.
Martins bedste råd til iværksættere: Start med at forbinde ansigt-til-ansigt
Når vi kigger på fællesnævnere blandt de iværksættere, vi har snakket med hos Bricksite, har netværk altid været et fællestræk. Det er her, iværksættere får sparring, kunder og gode forretningsforbindelser.
Selv opfordrer Martin alle aspirerende iværksættere til at erkende værdien af netværk: "Start med at forbinde, ikke kun online, men også ansigt til ansigt. Det er de relationer, der bærer din virksomhed gennem udfordringer og frem mod succes. Uanset om du skal have hjælp eller finde en co-founder."
Og inden vi runder historien om Martin af, har vi selvfølgelig også fem hurtige spørgsmål til ham.
Fem hurtige til den selvstændige
1. Hvad er dit bedste råd til andre, der vil springe ud som iværksætter?
“Brug en kalender og book to timer til at lave salg hver mandag og hver fredag. Det er det vigtigste, når du starter op. Hjemmesider, reels, Instagram og alt det der er fint nok. Men salg skal du få ind som en naturlig del af din hverdag fra starten. Jeg kan næsten ikke sige det nok. Gør det til en vane at sælge. Jo før, jo bedre. Det er salg, der kommer til at bære din forretning.”
2. Hvornår skal man kigge ind i at netværke som selvstændig?
"Du skal starte med at netværke et år før, at du har brug for det. Fordi når du har brug for det og ikke er begyndt, har du intet netværk at trække på. Så kom i gang så tidligt som muligt.”
3. Hvad er den største læring, du har gjort dig gennem årene?
“At jeg ikke ved særligt meget. Det kan lyde skørt, men hele mit liv foregår omkring iværksættere, og jeg bliver konstant overrasket over, hvor lidt jeg ved. Derfor er jeg ikke forudindtaget og afskriver aldrig idéer på forhånd.”
4. Hvor søger du selv råd og inspiration?
“Jeg har selv mentorer, der er med til at give mig et spark bagi, som jeg lærer at kende over en årrække - og som lærer mig at kende.”
5. Hvordan sætter man sig bedst mål som iværksætter?
“Sæt dig et kæmpestort mål. Et moonshot-mål. Bryd dernæst målet ned i kvartalsmål, ugemål, ja helt ned i dagsmål. Det må gerne være så stort, at du er usikker på, om du kan nå det. Fortæl om målet til andre i dit netværk, og så kan du meget mere, end du tror.”