Logo Bricksite blackStart gratis
Logo Bricksite black
Start gratis

Derfor blev jeg selvstændig - Et interview med Sara Rützou

Derfor blev jeg selvstændig - Et interview med Sara Rützou

Hej! Hvem er du og hvad laver du / din virksomhed?

Jeg hedder Sara Rützou 👋 og jeg arbejder selvfølgelig med kommunikation. 

Selvfølgelig fordi jeg ikke kan forestille mig at skulle arbejde med andet. Jeg har elsket sprog og ord, så længe jeg kan huske.

Nu arbejder jeg som taleskriver, retorisk rådgiver og foredragsholder. Jeg har været selvstændig foredragsholder i 14 år, men jeg har kun arbejdet som taleskriver og rådgiver i halvandet år. 

Min målgruppe som taleskriver er simpel: Brude, gomme og andre bryllupsgæster der gerne vil holde en god, kærlig og personlig bryllupstale, men har svært ved selv at skrive den. 

Image

Til dem tilbyder jeg både fuld taleskrivning, hvor jeg skriver talen baseret på et interview eller feedback på ens egen tale. 

Bryllupstaler kan noget unikt: De kan samle gæsterne i et festligt og unikt fællesskab, hvor man føler, griner og måske græder sammen. 

Jeg ser det som en smuk gave at give - at sætte ord på ens kærlighed. Den gave hjælper jeg med at lave som taleskriver. 

Som retorisk rådgiver kan jeg hjælpe dem, der gerne vil blive bedre til mundtlig kommunikation. Det er f.eks. dem, der skal holde oplæg på arbejdet eller holde deres første foredrag. 

Image

Jeg kan hjælpe dem i alle faser fra idé til færdigt oplæg eller foredrag, inkl levering med hensigtsmæssig brug af krop og stemme. 

Jeg giver konkret og konstruktiv rådgivning, så du kan blive hørt og husket. 

Det ved jeg noget særligt om. Jeg har nemlig igennem de sidste 14 år selv holdt over 100 foredrag og taler, og det har gjort, at jeg kan give hands-on hjælp funderet i min faglige og praktiske baggrund.

Hvad er din baggrundshistorie og hvorfor blev du selvstændig?

Jeg er uddannet cand.mag i retorik fra Københavns Universitet - en uddannelse jeg elskede og som jeg virkelig fik tid til at nyde. Faktisk lige omkring et årti, for så længe tog det mig at blive færdig. Det skyldtes, at jeg læste deltid det meste af tiden og så nuppede jeg hele to barsler under min kandidat. 

Jeg har altid tænkt, at jeg skulle være selvstændig. Mine forældre er begge selvstændige, så jeg har oplevet fordelene ved et lidt anderledes arbejdsliv. Det gælder især fleksibiliteten i forhold til en hverdag med små børn. Derfor var det naturligt for mig at gå selvstændig direkte efter mit speciale var afleveret. 

Det var et naturligt valg for mig, men også det mest praktiske på flere punkter. Min mand er  iværksætter inden for IT, og med hans arbejdsliv, hvor der er godt med fart på, var det nødvendigt, at jeg kunne være mere på børnene. 

De var nemlig kun 1 og 3 år, og vi havde nogle ønsker om, hvordan deres hverdag også skulle se ud. Havde jeg ønsket at finde et “almindeligt job”, havde vi fundet en løsning, men det var utvivlsomt det bedste valg for vores familie, at jeg startede op selvstændigt og kun på deltid.

Tag os igennem processen om at starte som selvstændig.

Jeg synes, det var svært at vide, hvor jeg skulle starte. Der var jo så mange ting at tage stilling til. 

Netop som det hele virkede lidt for uoverskueligt, faldt jeg over et kursus for folk, der ville starte selvstændigt inden for medie- og kommunikationsbranchen. 

Det var Dansk Journalistforbund, der tilbød det til deres medlemmer, og jeg sendte fluks en ansøgning. Her mødte jeg andre, der var samme sted som mig, og vi kunne dele overvejelser, bekymringer og erfaringer. 

Det var konkret og meget brugbart. Så købte jeg domæner, oprettede virksomheden, startede med at skrive nogle tekster til dem og fik lavet sociale medier. 

En ting af gangen. Det skal ikke blive så overvældende, at man slet ikke får startet.

Hvad har du gjort dig af tanker og overvejelser ift. din online tilstedeværelse?

Mine hjemmesider hedder www.sararutzou.dk og www.dengodebryllupstale.dk. Jeg har også en Instagram og en TikTok, hvor jeg deler indhold under navnet @sararutzoutaleskriver. 

Image

Jeg burde nok være bedre til at opdatere min hjemmeside, når jeg f.eks. får nye udtalelser, men det er svært at være alle steder. 

På de sociale medier kan jeg være mere fri og dele forskelligt indhold: Taleråd med konkrete råd til dem, der sidder og skal skrive bryllupstale, videoer med eksempler fra taler jeg selv har holdt, specielle tilbud og baggrundsviden om mig. 

Hvordan fik du dine første kunder?

Min første kunde som taleskriver fik jeg på en ret sjov måde. Jeg forstår det stadig ikke helt hvordan, men hun fandt mig gennem min private instagram. 

Altså ikke min taleskriver instagram, men bare min normale, hvor jeg delte, at jeg sprang ud som taleskriver. 

Hun gik så ind på min hjemmeside og læste min egen bryllupstale til min mand. Den deler jeg nemlig, fordi jeg ved, at det er svært at finde eksempler på rigtige taler (du kan læse den her, hvis du har lyst). 

Image

Hun skrev til mig, at hun var blevet rørt og faktisk havde fået tårer i øjnene. Hun sagde, at det var præcis sådan en tale, hun ville holde til sin mand. 

Så det var min første kunde, og da hun hørte talen, jeg havde skrevet, blev hun igen rørt og fik tårer i øjnene og sagde, at hun glædede sig sådan til at holde den selv. 

Siden da, hvad har virket ift. at skaffe nye kunder og hvordan gør du?

Jeg har for anden gang været på bryllupsmesse i Forum i København i januar. 

Det er svært at sige, hvad udbyttet er endnu, men jeg fik god feedback derinde og fik gjort opmærksom på, at taleskrivning overhovedet er en ting, man kan få hjælp til. 

Det er nemlig en udfordring som taleskriver af bryllupstaler, da der er mange, der slet ikke ved, at det findes. 

Det var sjovt at være der for anden gang, for nu har jeg mere erfaring at trække på. Jeg havde en plakat med med en udtalelse, jeg havde fået siden sidste messe: “Talen var præcis det, jeg ville sige, men ikke selv kunne skrive” fra en brud. 

Den kunne jeg pege på, hvis nogen spurgte om det ikke blev upersonligt med en tale skrevet af en taleskriver. 

Jeg overvejer nye måder at få kunder som f.eks. at lave samarbejder med bryllupsplanlæggere og skal til at skrive en annonce på den største hjemmeside om bryllupper. Det er nye tiltag undervejs.

Hvordan går det i dag som selvstændig og hvad er dine fremtidsplaner?

Jeg valgte at gå selvstændig for at have et fleksibelt arbejdsliv og tid til min familie. Det har jeg haft, men det har klart været familien, der har fyldt mest. 

Det har været det rigtige på det tidspunkt, men nu er tiden til noget nyt og mere i mit arbejdsliv. Helt konkret er der en del flere timer til at arbejde, da mine børn er større og er mere i institution. 

Det gør, at jeg føler, at jeg næsten har en ny start nu. Jeg vil kort sagt gerne blive bedre til at tjene penge - altså mere effektiv til at få kunder. 

Hvis jeg bliver det, kan jeg forhåbentlig bruge mere af min tid på de ting, jeg synes er de sjoveste. 

Jeg har også andre projekter, jeg gerne vil nå videre med. Jeg har blandet andet pitchet en idé til en præst på Vesterbro, hvor vi kunne lave et forløb gennem folkekirken for folk med psykiske udfordringer. 

Der kunne jeg bruge min sygdomshistorie med depression og bipolar lidelse til at give håb og inspiration. Der skal søges midler til det, men det kunne være fedt at bruge mine erfaringer til at hjælpe andre. 

Derudover kunne jeg rigtig godt tænke mig at undervise i taleskrivning. Enten som onlineforløb eller hjælpe med hele fasen for dem, der godt kunne tænke sig at lære håndværket selv.

Hvad har været din største udfordring som selvstændig?

Min første store udfordring som selvstændig var at starte på det tidspunkt i mit liv: De første fire måneder havde vi ikke mere end to sammenhængende dage uden sygdom i min lille familie på fire. Det var vanvittigt. 

“De første 10 måneder som selvstændig var jeg vågen mellem fire og 12 gange hver eneste nat for at amme.”

Jeg ved, at der nok ikke er mange, der står i samme situation, og jeg tror egentlig ikke på, at der er et perfekt tidspunkt at starte selvstændigt på, men det var eddermame hårdt at starte der. 

Vores yngste var også kun i dagpleje tre dage af 6 timer ugentligt. Det er lettere nu, men det påvirkede helt klart min start. 

Nu står jeg med andre udfordringer og kan mangle sparringspartnere, en måde at skabe god struktur på mine uger, så jeg når det hele og motivationen, hvis der er langt mellem kunderne.

Hvad er dine vigtigste læringer fra da du startede som selvstændig?

En ting jeg har været glad for har været at samle på de gode udtalelser. Det er ikke for at sidde og have det fedt med mig selv, men det har hjulpet mig på flere måder. 

Image

Jeg kan selvfølgelig bruge det i salgsprocessen og dele på min hjemmeside og sociale medier, men jeg kan også bruge det til at holde fokus på det vigtigste. At jeg skaber værdi og gør noget meningsfuldt. 

Når noget er hårdt, svært eller kedeligt (for det er nogle ting jo bare) så hjælper det mig at holde fokus på, at jeg gør en forskel for nogen. Det er noget af det, der driver mig. 

Jeg fik også nogle råd på kurset gennem Dansk Journalistforbund, der er simple men gode. 

Det er to spørgsmål, du kan stille dig selv: 1) Hvad er det værste, der kan ske? 2) Hvad ville jeg gøre, hvis jeg ikke var bange? 

Første spørgsmål kan hjælpe, hvis du har det svært ved at skulle kontakte nogle og sælge dig selv eller dit produkt. Det værste vil ofte være et nej. Det er ikke farligt i sig selv, selvom det kan føles sådan. 

Det andet spørgsmål kan hjælpe, når man skal planlægge fremtidige projekter. 

Hvad er dine bedste råd til andre, der gerne vil være eller lige er startet som selvstændig?

Tænk over hvor du søger viden og inspiration. Succeshistorier fra andre selvstændige kan give inspiration, men de kan også gøre dig nervøs og få dig til at tvivle på dig selv. 

Jeg gjorde den fejl på et tidspunkt at spørge min mand, om han nogensinde havde imposter-syndrom og følt, at andre lige om lidt ville opdage, at han slet ikke kunne noget i virkeligheden. Om han nogensinde tvivlede på sine evner. 

Han svarede nej, men der tror jeg altså, at det er ham, der er den underlige. Det er normalt, at det går op og ned, og man kan tvivle på sine evner. Det hjælper, hvis du har gode mennesker at sparre med.

Hvor kan vi lære mere om dig?

Man kan læse mere om mig på www.sararutzou.dk eller min taleskrivning på www.dengodebryllupstale.dk

Jeg deler også råd om taler og mundtlig kommunikation på @sarartuzoutaleskriver på instagram og TikTok. 

Ellers kan man altid kontakte mig på sara@sararutzou.dk

Tak fordi du læste med 🤗